Rødding Frimenighed

Den nybyggede frimenighedskirke bag Rødding Højskolegård, 1912. Foto: Rødding Lokalhistoriske Arkiv.

Nederlaget i 1864 betød, at befolkningen i Nordslesvig skiftede kirkeligt tilhørsforhold. Efter Pragfreden af 1866 og Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen blev befolkningen i Nordslesvig medlemmer af Den Preussiske Statskirke. Det betød, at præsterne i 1867 skulle aflægge ed til den preussiske konge, hvilket sognepræsten for Rødding-Skrave sogne Hans Sveistrup (1815-1893) nægtede, hvorfor han blev afsat fra sit embede.

Hans Sveistrup svigtede dog ikke sine menigheder. Han blev boende i området og forsatte med at holde andagt for sine menigheder hver søndag. Andagterne var ikke gudstjenester, og Hans Sveistrup var afskåret for at forrette dåb og nadver. Det klarede man ved at flytte gudstjenesterne til de danske kirker i Vejen eller Kalvslund eller forrette nøddåb. Det sidste satte de preussiske myndigheder dog hurtigt en stopper for. Hans Sveistrup gav op, og i 1870 blev han præst i Vejen. Tanken var, at han i og fra Vejen stadig kunne virke som præst for de dansksindede syd for Kongeåen.

Situationen var langt fra ideel for de dansksindede grundtvigianere. I februar 1870 meldte de første sig ud af Den Preussiske Statskirke, og de fik hurtigt følgeskab af flere. Da myndighederne i 1874 forbød danske præster på besøg i Nordslesvig at tale ved andagter, var bægeret fuldt. Den første grundtvigianske menighed, Rødding Frimenighed, blev oprettet 1874 med forstander for Rødding Pigehøjskole Cornelius Appel som præst.

Hans Sveistrup forblev livet igennem en ivrig fortaler for de nordslesvigske dansksindedes sag.

I perioden 1870-1893 var han ni gange taler ved grundlovsfesterne i Skibelund Krat.

I Skibelund Krat er der rejst mindesten for såvel Cornelius Appel som Hans Sveistrup.

Forfatter: Etnolog Linda Klitmøller.

Læs en længere tekst om Rødding Frimenighed på Kongeåstiens hjemmeside