Kunstens rolle i Skibelund Krat

Hør Teresa Nielsen fortælle om kunsten i Skibelund Krat (17 minutter)

Kunsten i Krattet - fortællingerne på skrift

Skibelund Krat har særligt i årene fra 1865-1920 været scene for de helt store følelser. Følelsen af uretfærdighed over at have mistet Nordslesvig, følelsen af håb om at genvinde landet, samt en stærk kampvilje for at få det til at ske. Disse følelser blev til Grundlovsmøderne udtrykt igennem taler, sang og kunst i Krattet. I denne fortælling tager vi de kunsthistoriske briller på, og undersøger hvilke intentioner og historier, der gemmer der sig i kunstværkerne, som står i Skibelund Krat.

Modersmålet

Museumsleder for Vejen Kunstmuseum Teresa Nielsen fortæller:
“Skibelund Krat hører til i tiden omkring 1900 for sine vigtigste monumenter. Her står et hovedværk indenfor dansk skulpturhistorie, nemlig Niels Skovgårds Magnussten, og der står et hovedværk af billedhuggeren som vi har på Vejen Kunstmuseum Niels Hansen Jacobsen, Modersmålet. Det er to værker som har betydet rigtig meget, og de er to stykker meget politisk kunst. De har haft et meget stærkt budskab syd for Kongeåen, i Sønderjylland. For de var billeder på en kamp om at vende tilbage til Danmark. På den måde er der her nogle kunstnere som har løftet opgaven til at blive mere end “bare” et monument.

Mindestenene har også en vigtig funktion. Omkring 1860’erne kommer der nogle artikler som handler om hvordan man holder fast i minder. Her skriver præsten Klausen en artikel om, at det der er vigtigt er at man husker personen og navnet. Og det kan man jo gøre ved bare at stille en kløvet bautasten med nogle få oplysninger. Når så folk passerer så vil de stå sammen og snakke om det, og dem der kan bære historien videre vil gøre det og personen vil leve videre i kraft af spørgsmål som: hvem var det, og hvad var det? Lidt ligesom vi ser et billede i dag. Den tanke fængede Ludvig Schrøder som skabte det som han kaldte for Skibelund Saga, hvor man kunne stå på talerstolen og trække minderne om de enkelte personer frem for tilhørerne. På den måde blev de en del af den historie, som man fortalte hver gang man havde Grundlovsmøde.

Ludvig Schrøder beskrev selv mindestenene på følgende måde:

De fleste er kun simple Kampesten, hvori Navnet tillige med Fødsels- og Dødsaaret er indhugget, men desuagtet har disse Mindesten en langt anderledes Værdi og Betydning, end de flotte Gravmonumenter vi finder paa vores Kirkegaarde, thi de er Blade i Danmarks Mindebog, de fortæller Beskueren et stort stykke af vor Historie.

Teresa fortsætter:
“Magnusstenen og Modersmålet har været helt vildt stærke symboler for de dansksindede på den anden side af grænsen. Niels Hansen Jacobsen fortæller at hvis han havde fået procenter af alle de billeder som der var gået over grænsen af Modersmålet, så havde han være en holden mand. Fra 1888 var skolesproget obligatorisk tysk i Preussen. Sproget var ikke frit, så når man fik et postkort med Modersmålet, så havde det en enorm effekt. Der blev også lavet en statuetteudgave. Disse ting holdt liv i håbet rundt omkring i de små hjem”.

Modersmålet og Magnusstenen var altså symboler på danskheden for sønderjyderne. Og omend afbildningerne af disse kunstværker ikke var venligt set syd for grænsen, så var de trods alt en mulighed for de dansksindede som ikke måtte flage med Dannebrog. Der er meget mere at fortælle om både Modersmålet og Magnusstenen, og hvis du ikke allerede står der, så vil jeg bede dig om at finde Modersmålet nu.

Om Modersmålet fortæller Teresa:
“Da Ludvig Schrøder sidder i Hedeselskabets bestyrelse har han på et tidspunkt en større gruppe med sig ned i Skibelund Krat. Bankdirektør Heide kigger ud over landskabet og siger: Der er to vigtige personligheder i den sønderjyske fortælling. Der er digteren Edward Lembcke og historikeren A. D. Jørgensen, som begge er døde i 1897. Og det her var jo et oplagt sted at sætte deres minde. Derfor får Niels Hansen Jacobsen den opgave at lave et dobbeltportræt.

Men i stedet for bare at lave et dobbeltportræt af Edward Lembcke og A. D. Jørgensen højner Niels Hansen Jacobsen projektet til at blive et billede på det helt ubegribelige, nemlig det sprog som vi taler. Og det gør han ved at sige Edward Lembcke har skrevet den fantastiske tekst: “Vort modersmål er dejligt, hun ligger os på læben, hver godt og kraftigt ord”, den tekst bliver det, der bærer det skulpturelle monument. Han har den her en kvinde, som står rank og smuk, hvis latter kan få kæderne til at brase. Man kan ikke hegne hende inde, og de mennesker der kan bruge det danske sprog er dem som værner om hende. Niels Hansen Jacobsen får altså lavet en symbiose, hvor han bringer det frem, og det var nogle af de ting som virkelig glædede Ludvig Schrøder. Det var jo, når folk kom herned og brød ud i sang. Og alle kunne jo synge “Vort Modersmål er Dejligt”.

Det danske modersmål har lige siden 1865 været højt elsket her i Skibelund Krat. Det er som Teresa fortæller blevet hyldet igennem taler, sang og kunst. Modersmålet er blevet en del af logoet for Skibelund Krat. Det vil nu ikke sige at Modersmålet er den vigtigste sten i Skibelund Krat. Nej, alle stenene her spiller sin egen vigtige rolle. Og lad os nu fortsætte hen til den næste vigtige sten. Nemlig Magnusstenen. Den står lidt længere ud af stien mod øst, og forstiller Magnus den gode og hans krigere, der stormer frem.

Magnusstenen

Om Magnusstenen fortæller Teresa:

“Magnusstenen er sat i et andet projekt. Den er bekostet af Thor Lange, som ville sætte sten på historisk vigtige steder. Han snakkede med Camillus Nyrop om Finderup Lade og Grathe Hede. Han vil også gerne sætte en på Lyrskov Hede for Magnus den Gode. Men selvom Thor Lange var en dansk diplomat, fik han selvfølgelig ikke lov til det. Derfor efterlyste han et sted tæt på grænsen. Det sted blev Skibelund Krat”.

Ja, det var altså ikke meningen, at Magnusstenen til at begynde med skulle have stået i Skibelund Krat. Men vi er nu engang glade for, at den gør det. Nu har du fået baggrundshistorien for hvorfor Magnusstenen står her i Skibelund Krat. Men lad os nu høre lidt om de symboler og budskaber, som gemmer sig i denne sten. Teresa fortæller:

“Det som er interessant ved Magnusstenen er, at det her ærkedanske monument skal ligne et fortids formsprog. Der er et relativt dybt relief, men samtidig er det altså en komposition, som er taget fra Sifniernes Skatkammer i Grækenland, i Delfi. Motivet med de her skjolde, der vælter frem. Og så er det ikke græske atleter men nordiske folk i ringbrynje, som Niels Skovgård så får modeleret op. Og måden han vælger at gøre det på er bare suverænt fint. Det er en fantastisk forening af bevægelse og historie under ét. Og så er det helt afgørende, at den her sten får teksten, som Thor Lange har sat: Magnus tvende Rigers Pryd, unde Gud din Kongesjæl at se Nordens Grænsepæl atter rykket frem mod Syd. Så den tilsammen bliver et billede på den sejr, som Magnus havde, og som man velsagtens kunne håbe det ville blive den dag, man kunne rykke grænsen frem, og få i hvert fald Sønderjylland tilbage”.

Ja, Magnusstenen er altså ligesom Modersmålet stærk politisk kunst, som blev brugt til at signalere et håb om en kommende genforening med og til de dansksindede brødre på den anden side af Kongeåen. Genforeningen kom da også omkring tyve år efter deres indvielse. Og dén udmøntede sig naturligvis i endnu en sten. Nemlig Genforeningsstenen, som skulle markere, at den langvarige kamp i Skibelund Krat og andre steder i Danmark var vundet, og målet om genforeningen nået. Det er den mest yderligt liggende sten i Krattet, og den ligner en stor kampesten. Den må du gerne finde nu.

Genforeningsstenen

Genforeningsstenen står råt og ubearbejdet, man kunne forestille sig, at Niels Hansen Jacobsen kunne have udhugget en figur som portrætterede danskerne som sejrherre. Så hvorfor ligner fejringsstenen her en kampesten? Teresa forklarer:

“Det gør den fordi den taler tilbage i en ældgammel sammenhæng. Niels Hansen Jacobsen bruger her vikinge-ornamenter og jugendstil som den dekorative ornamentik til netop at dyrke den danske fortids storhed med. Og stenens oprindelige geografi har også en historie. For det er faktisk kun én lille del af en endnu større sten, som blev delt i tre. Den anden del står i Rødding til minde om de faldne fra Første verdenskrig. Og den tredje del på Askov Kirkegård til minde om præsten H. F. Feilberg, som havde virket syd fra grænsen og blev chikaneret ud. Han sad i Askov og skrev det, som blev begyndelsen til ordbogen over det jyske sprog. Hansen Jacobsen har altså taget en sten som flig for flig er forbundet med det sønderjyske. Så der er mere, end det man ser. Den kan godt tåle at være underspillet for nu er vi genforenet. Det råb, som Modersmålet skal være behøver Genforeningsstenen ikke at være. Det er det, som vi stille og roligt takker for. Det bliver en slutsten, der takker for alt det der er lykkes”.

Ja smukt er det, og det har uden tvivl haft en enorm betydning førhen, men hvilken funktion har alle disse mindesten den dag i dag? Om det fortæller Teresa:

“Stenene giver mulighed for at reflektere over nogle grundlæggende menneskelige vilkår. Hvad er en grænse, hvordan drager vi den og hvorfor gør vi i det? Hvordan er det på den ene side og på den anden side? Og denne grænse, som bliver flyttet i 1920 bliver en grænse, hvor man bliver nødt til at tage stilling til, at man har forskellige kulturer og forskellige sprog, men at de på en eller anden måde skal leve i en symbiose”.

Efter 56 år adskilt fra Nordslesvig, blev grænsen ved Kongeåen endelig flyttet. Fortællingen om, hvordan det kom i stand, kan du også læse om lige her ved Genforeningsstenen.

Spørgsmål: Inden du gør det, så kunne du måske bruge et par minutter på at tænke over de spørgsmål som Teresa stiller. Hvad er en grænse, hvordan drager vi den og hvorfor gør vi i det hele taget det?