Genforeningen

Hør om Jørgen Larsen og Jørgen Kloppenborg Skrumsager fortælle om Genforeningen (14 minutter)

Genforeningen - læs teksten fra lydfortællingen

Til Grundlovsmødet i 1919 holder uddannelsesministeren og højskoleforstanderen Jacob Appel følgende tale:

Ja, så kom da den 5. juni igen da vi kan begynde med her i Skibelund at byde velkommen til dem der kommer hertil fra syd og fra nord. Og jeg vil håbe det bliver sidste gang vi byder velkommen på denne måde. Thi jeg tror når vi atter samles til vor folkefest, så er Thor Langes ord på mindesmærket for Magnus den Gode gået i opfyldelse:

Magnes tvende rigers pryd
Unde Gud din kongesjæl
at se nordens grænsepæle
Atter rykket frem mod syd

Det er jo den store oplevelse vi nu står overfor. Det vidunderlige, det vi har håbet på og længtes efter skal ske. Grænsepælene skal flyttes. Gud give vi nu må få en grænse som omfatter alle dem der vil være med til at bygge et lykkeligt Danmark i de tider som kommer.

Det var en tale fuld af håb og glæde over den snarlige genforening med Nordslesvig, som Danmark kunne skimte igennem krudttågen fra første verdenskrig. Preussen og resten af Tyskland var svækket og det gav anledning til at gennemføre en folkeafstemning, som skulle give nordslesvigerne mulighed for at stemme det tabte land tilbage til Danmark.

Folkeafstemningen

Om folkeafstemningen fortæller historiker Jørgen Larsen:

“Det var en meget stor ting med at få arrangeret afstemningen, for der var meget kort varsel til det. Da freden efter 1. verdenskrig var blevet ratificeret d. 10. januar 1920, skulle afstemningerne ske allerede en måned efter. Der var en masse logistik i at få det ordnet. Der var mange tilrejsende, omkring 17.000 fra Danmark og mange fra Tyskland, så man skulle indsætte tog og færger. Og folk skulle bespises og overnatte undervejs, for det var for mange en lang rejse. Men du kan tro, at det gjorde stort indtryk, da der kom tog med røde og hvide bånd på skostenene kørende ned i Nordslesvig. Hvad angår afstemningsaftenen, så kender vi en Margrethe Bull, der ligesom en stil til sin højskole har beskrevet den. På grund af alle de ting, som var gået forud med krigen, så var det en enormt følelsesladet aften”.

Margrethe Bull skriver:

Så om aftenen samledes Danskerne i fire store Lokaler i Byen. Det Lokale hvor jeg var, var de tyske Barakker, hvor Soldaterne for et Aars Tid siden endnu havde deres Bolig. Der var 600 Mennesker bænkede om de pyntede Kaffeborde. Der var gjort et enestående Arbejde med at pynte det store Lokale. Vi sad som i en hel Granskov pyntet med store og små Flag. Midt inde i Lokalet var et mægtigt Skilt malet med røde Bogstaver med de Ord: 'Sønderjylland vundet, det er Kampens Mål'."

"Der blev holdt henimod 30 korte. Taler, men ikke alle lige studert. En og anden var overfyldt af tak Feststemning, og så måtte Tankerne have Luft i Ord. De fleste havde havde ved Siden af Glæden et såre vemodigt Præg over sig. Andre havde svært ved at tale fordi Gråden stod i Halsen. Tanken på den personlige Indsats, tanken på Krigen, Sorgen i Hjemmet, alt sammen stormede Ind og tog Mælet for et Øjeblik. - En sagde: "Vi vilde hellere have fulgt vore Sønner til Graven end til Banegården." - en anden gav latter i Forsamlingen. F.E. "Kejser Wilhelm d. 1, Ekskeiserens Bedstefar, han gjorde sin Ed på, at vi skulde lå Lov til selv at bestemme, hvor vi vilde hen, enten til Danmark eller til Tyskland. Han døde som en Meneder og kom i sin Grav som sådan, og der ligger han endnu." 

Der blev sungen en Mængde Sange og råbt Hurra, i det uendelige. Omsider kom så Valgresultaterne frem, og det vakte vild jubel. I Skodborg klarede vi os udmærket med 1046 danske Stemmer og 110 tyske.

Efter tabet af de mange menneskeliv under 1. verdenskrig, var det altså en blandet fornøjelse at tage til afstemningsfest d. 10 februar 1920. Men det betød naturligvis ikke at Nordslesvigerne hellere ville have været det foruden. Tværtimod så stemte næsten 75 procent af befolkningen - i den afstemningszone som lå tættest på den danske grænse - for. Og efter d. 15. juni, som blev den egentlige genforeningsdato, ja så blev der holdt mange glædelige fester, og der blev ringet med kirkeklokker over hele Danmark.

Det var lidt om afstemningsfesterne som blev holdt syd for Kongeåen. Nu vender vi tilbage til Skibelund Krat, hvor både mændene og kvinderne også her gjorde et stort arbejde for at forberede genforeningen. Om det fortæller den tidligere formand for Skibelundforeningen og efterkommer af H. D. Kloppenborg - Jørgen Kloppenborg Skrumsager.

Dannebrogsflag

“Forstanderfruen på Askov Højskole, Ingeborg Appel, samlede sammen med en masse andre kvinder i området en masse rødt og hvidt stof af forskellig kvalitet ind her i området. Det syede de Dannebrogsflag af, hvilke de gemte inde på højskolen. De preussiske grænsevagter blev først fjernet d. 15. juli, men inden da smuglede Ingeborg sammen med nogle andre flagene over grænsen. Her blev de mødt af de tyske gendarmer. Men Ingeborg og hendes venner havde tjekket med de dansksindede syd for grænsen, at den højest rangerende gendarm, som var på arbejde den dag var venligsindet".

"Det var en gendarm, som godt kunne se hvilken vej det gik for Preussen. Han har fået venner på egnen og lod ting passere imod lidt bestikkelse. De fik derfor en bøde på 380 mark for omkring 150 flag, som de skrev under på, at de nok skulle betale på et tidspunkt. Der var i det hele taget mange, som sendte flag til Sønderjylland, ikke kun folkene omkring Askov Højskole. Og det samme med flagstænger. For hvis sønderjyderne ville have en flagstang, så skulle de have en flagstang”.

Ja, der var meget at fejre, og naturligvis skulle der også flages med det danske flag i Nordslesvig. Vi havde fået en stor landsdel tilbage. Spørgsmålet om nøjagtig hvor stor den skulle være, var stærkt debateret. Danmark kunne faktisk have været endnu større i dag, hvis de politiske valg var gået i en anden retning.

Sindelagsgrænsen

Om det fortæller Jørgen:
“Vi fik jo ingen afstemning i zone 3, men de allierede ville faktisk gerne have hjulpet Danmark til at have fået helt ned til Ejderen. Det havde noget med Kielerkanalen at gøre, for det er den mest befærdede kanal i skibe. Det var den i hvert fald for et par år siden. De allierede ville gerne fravriste tyskernes magt omkring Kielerkanalen. Men det var danskerne ikke interesserede i, for de ville have, at sindelaget skulle bestemme. Og det var nok godt, for det gør, at vi enes så godt i dag. Selvom grænsen i 1920 blev flyttet, kommer der selvfølgelig stadig dansksindede herop fra familier, som gerne ville have tilhørt Danmark. Men vi har i dag danske skoler, kirker, gymnasier og børnehaver i Nordtyskland. Og det gør altså, at vi nu lever i fred og respekt for hinanden”.

Ja, grænsen blev sat der, hvor folket ønskede, at den skulle sættes. Det var som Jørgen siger, nok godt. For hvor der før var uro i det sønderjyske område, er vores nabofællesskab med Tyskland nu præget af respekt over for hinandens sprog, kultur og historie. Det er kun et fåtal af personerne, der mindes på stenene i i Skibelund Krat, som levede længe nok til at overvære genforeningen. Men minderne omkring deres indsats for at få det til at lykkes, vil blive husket, så længe mindestenene står her - for de er som Askov Højskoles første forstander Ludvig Schrøder beskrev dem:

Blade i Danmarks Mindebog.

Jeg håber at vandringen her har givet dig et godt indblik i Skibelund Krats historie. Her til sidst kan du spørge dig selv, om der har der været tider, hvor du har været adskilt fra nogen som du holder af, og som du er blevet genforenet med? Lærte du noget med den oplevelse?

Slutteligt får du her et uddrag af den tale som Jacob Appel holdt til grundlovsmødet i genforeningsåret 1920. Møjn, og hav en fortsat god dag:

Velkommen alle fra nord som fra syd. Nu siger vi ikke gerne syd eller nord for grænsen. Thi nu regner vi grænsen for slettet! 

Vor grundlov har været knyttet tæt sammen med vore grænsekampe mod syd. Grundloven af 1849 fik vi medens kampen stod på. Den senere ændring af denne fremmedes efter nederlaget og tidspunkter fra 1866 til 1915 hengik før vi vandt tilbage hvad der var tabt gennem denne ændrede forfatning.

Nederlaget i 1864 blev gennem kamp, gennem lidelse, og smerte, en fremgang for vort folks dyreste eje. Denne grundlov skal stå i sine hovedtræk i de tider som kommer, og alle har sikkert klart forståelsen af at det ikke nu når ændring foretages drejer sig om indskrænkninger, men om ved nødvendige ændringer at give plads for alle dem der efter at have været under fremmedherredømmet kommer hjem til os. Vi skal udvide rammerne så frihedens gave kan blive til gavn til lykke og velsignelse for alle danske!