Genforeningens bedste gave

Jacob Appel
Jacob Appel, fotograferet i 1920'erne af Peter Elfelt.

Skolen i preussisk tid

Den preussiske stat forsøgte i perioden 1864-1920 at fortyske Nordslesvig. Midlerne var mange, men en af de vigtigste kamppladser var skolen. I 1864 var skolesproget i Nordslesvig dansk. Det første skridt mod fortyskningen af skolerne var indførelse af tysk som undervisningsfag i 1871. Det sidste skridt blev taget i 1888, hvor det blev indført, at al undervisning på nær undervisningen i religion skulle foregå på tysk. Danske privatskoler blev forbudt.

November 1918 kunne man forudse en forening af Nordslesvig med Danmark. Skolerne i Nordslesvig var nedslidte, undervisningen var forsømt. Lærerne havde været indkaldt til krigstjeneste. Mange var døde. Børnene havde forsømt undervisningen. Den preussiske stat styrede skolevæsenet frem til januar 1920, men de foretog sig intet. En ordning af skolens forhold hastede.

Der skulle styr på skolerne i Sønderjylland

Fra såvel sønderjysk som dansk side ønskede man at have en funktionsdygtig skole klar til Genforeningen. Den danske skolelov var forældet og kunne ikke umiddelbart overføres til nordslesvigske forhold. De danske myndigheder kunne af politiske grunde ikke selv påtage sig arbejdet, så sønderjyderne tog selv affære. Nordslesvig Vælgerforening nedsatte allerede 16. november 1918 et skoleudvalg, som skulle ordne det sønderjyske skolevæsens fremtidige forhold.

Højskoleforstander Jacob Appel, Askov Højskole, blev udvalgets konsulent. Han var mere end skikket til arbejdet. Den danske skolelovgivning kendte han særledes godt fra sin tid som undervisningsminister 1910-1913, de nordslesvigske forhold fra sin familiemæssige tilknytning til Rødding Højskole. Jacob Appel var desuden medlem af Skibelundforeningens bestyrelsen fra 1893 til 1931, de sidste ti år som formand. 

Den Midlertidige Sønderjyske Skolelov

Udvalget kom til at stå bag udformningen af ”Den midlertidige sønderjyske skolelov”, som blev udstedt 30. juni 1920. Jacob Appel kom som undervisningsminister 1920-1924 til at implementere loven. Loven blev midlertidig, indtil en ny skolelov dækkende hele landet kunne vedtages. Der gik et par årtier, før det skete.

Sønderjyderne kendte på egen krop til betydningen af ikke at blive undervist på modersmålet, og det kom til præge loven. Undervisningssproget på landet og i flækkerne skulle følge folkesproget. I kommuner, hvor folkesproget var dansk (og tilsvarende med omvendt fortegn, hvor det var tysk) kunne 10 procent af kommunens vælgere forlange en afstemning gennemført om oprettelse af en særlig afdeling med tysk (eller dansk) som undervisningssprog.

Hvis 20 procent af vælgerne stemte for forslaget, og disse repræsenterede et børnetal på mindst 10, skulle afdelingen oprettes. Resultatet blev, at der i en række landkommuner efter Genforeningen blev oprettet en todelt folkeskole, en tysksproget og en dansksproget. I købstæderne skulle der oprettes to afdelinger af folkeskolen, en tysksproget og en dansksproget. Efter 2. Verdenskrig forsvandt de offentlige tysksprogede skoler, mens de tyske privatskoler og det tyske gymnasium stadig eksisterer.

Den midlertidige sønderjyske skolelov lagde skolens ledelse i folkets hænder, og amtskonsulenter indførtes som vejledende tilsynsmænd. Man kan med nogen ret sige, at Sønderjylland blev forsøgsmark for den kommende danske skolelovgivning. 

København-Bonn erklæringerne 1955   

Genforeningen 1920 løste ikke de nationale konflikter i Slesvig, men efterlod et tysk mindretal i Sønderjylland og et dansk mindretal i Sydslesvig. I såvel Tyskland som Danmark fik mindretallene friere vilkår end tidligere, men det løste ikke de nationale konflikter, som især i Sønderjylland blev markante i mellemkrigstiden og under 2. Verdenskrig.

En løsning på konflikterne kom med København-Bonn erklæringerne af 29. marts 1955, som fastslår rettigheder og principper for det danske og det tyske mindretal i grænselandet. Erklæringerne skabte en slags ”grænselandets grundlov”, et eksempel til efterfølgelse i andre grænseregioner. Erklæringerne sikrer mindretallenes personlige og politiske rettigheder og beskytter dem mod blandt andet diskriminering og sindelagskontrol. 

Forfatter: Etnolog Linda Klitmøller